Lørdag, 24 februar, 2018
 

Hypokondri - angst

I befolkningen generelt i vestlige lande er forekomsten fundet at være 0,2-1,3%, afhængig af hvor strenge kriterier man kræver. Forekomsten hos patienter hos praktiserende læger synes at ligge på 3-6% ifølge udenlandske studier.

Hvad er hypokondri?

Hypokondri er overdreven angst for sygdom. Det væsentligste kendetegn er, at personen er vedvarende optaget af muligheden for at have en eller flere alvorlige og fremadskridende fysiske sygdomme. Han giver udtryk for vedvarende kropslige gener. Selv normale eller trivielle fornemmelser i kroppen tolkes ofte som unormale eller foruroligende af vedkommende.

 

Hvad skyldes hypokondri?

Hypokondri kan være en primær lidelse, eller den kan optræde sekundært til eller parallelt med anden psykisk sygdom.

Hypokondri er en uensartet tilstand med forskellige årsager. Der er ikke noget som tyder på, at lidelsen har sit udspring i et stærkt behov for omsorg og opmærksomhed. Den opmærksomhed personer med hypokondri får er ofte negativ, og hyppige undersøgelser eller lægebesøg kan være både ubehagelige og dyre. De fleste mennesker med hypokondri er ærligt lidende og tror faktisk, at de har en alvorlig fysisk sygdom. Man skelner i forskningen mellem patienter med høj sygdomsangst, som ofte er mere generelt ængstelige eller fobiske, og de som har stærk sygdomsoverbevisning, og som ofte har flere fysiske symptomer. Det drejer sig ikke nødvendigvis om to forskellige patientgrupper, men samme patient i forskellige faser.

Hvad kan være medvirkende årsager?

I flere studier har man peget på, at overdreven opmærksomhed vedrørende fysiske symptomer og stærk sygdomsangst hos forældrene kan disponere for, at børn udvikler hypokondri. Det er også fundet typiske personlighedstræk, f.eks. en stærk optagethed af sundhed og krop og en følelse af øget sårbarhed for sygdom. Hvis man sammenligner med kontrolpersoner, har man fundet flere seksuelle overgreb og fysisk mishandling i barndommen hos mennesker med hypokondri.

Alvorlig sygdom i nær familie, dødsfald eller en ny livssituation med nyt ansvar, f.eks. at blive mor, kan udløse hypokondriske forestillinger. Øget opmærksomhed mod kroppen vil kunne vedligeholde symptomerne og angsten.

Hvad er symptomerne på hypokondri?

En vedvarende optagethed af muligheden for at have en eller flere alvorlige og fremadskridende fysiske sygdomme uden, at disse kan påvises.

Hvordan stilles diagnosen?

Det er typisk for en person med hypokondri, at han til stadighed er optaget af muligheden for at have en eller flere alvorlige og fremadskridende fysiske lidelser. Vedkommende giver udtryk for vedvarende fysiske gener. Normale og trivielle fornemmelser tolkes ofte som unormale eller foruroligende af patienten, og opmærksomheden koncentreres som regel om et eller to organer eller organsystemer i kroppen. Udtalt depression og angst er ofte til stede.

Det kan i en del tilfælde være vanskeligt at fastslå, om en person lider af hypokondri. Andre forklaringer eller samtidige diagnoser kan være depression, generaliseret angstlidelse, panikangst,tvangslidelse ( OCD), paranoid psykose og somatiseringslidelse.

Sygehistorie

Personer med hypokondri har oftest angst for at lide af kræft, hjertesygdom, alvorlig neurologisk lidelse (f.eks. dissimineret sklerose) eller en smitsom sygdom (oftest AIDS). Nogle er angst for at udvikle alvorlig psykisk sygdom. Disse personer kan tro, at de er døende, tage afsked med familien og næsten ikke turde at lægge sig til at sove af frygt for, hvad som kan ske i løbet af natten. Lidelsen og ensomheden opleves da lige stærkt, som om personen faktisk havde fremskreden kræft. En ekstra belastning er det ikke engang at vide, hvad man dør af. Tænk om det kunne helbredes, hvis blot det blev fundet?

En anden vigtig forklaring på symptomerne er depression. Mennesker med depression har hyppigt kropslige gener, når de opsøger læge. Især hos ældre kan dette gøre det svært for lægen at stille diagnosen depression. Det er heller ikke usædvanligt, at personer med primær hypokondri udvikler en depression. Depressionen kommer da tidsmæssigt efter sygdomsangsten.

Sammenhængen mellem angst og hypokondriske forestillinger er godt dokumenteret. Hvis forestillingerne kun optræder under panikanfald, behandler lægen dette som paniklidelse og ikke som hypokondri. Hvis sygdomsangsten er øget også mellem panikanfaldene, kan det dreje sig om to sygdomme, der er tilstede samtidigt. Man har da fundet en stærk sammenhæng mellem paniklidelse og hypokondriske tanker.

Hos nogle personer kan sygdomsoverbevisningen have præg af tvangstanke og være led i en tvangslidelse (OCD). Patienter med hypokondri er normalt ikke skamfulde over deres tanker, hvilket er typisk ved tvangslidelse.

Prognosen er ofte dårlig, hvis patienten har en paranoid psykose med kropslige symptomer. Forestillingerne er da af mere bizar karakter. Det kan f.eks. være, at man har parasitter på eller under huden, eller at man afgiver en uudholdelig kropslugt. Tankerne er urokkelige og upåvirkelige af sund fornuft.

Når det gælder de såkaldte somatiseringslidelser, er der et betydeligt overlap med hypokondri. Ved både somatiseringslidelse og hypokondri har patienten fysiske symptomer, som ikke kan forklares af en kropslig sygdom, men som patienterne er overbeviste om har en fysisk årsag.

Ved somatiseringslidelse har patienten oftest fra ungdommen haft en tendens til at opleve en række diffuse fysiske symptomer, men de har ikke den samme tendens til at katastrofetænke som hypokonderen. Personer med somatiseringslidelse vil gerne have lindring for deres gener. Patienter med primær hypokondri ser først og fremmest på symptomerne som et tegn på alvorlig sygdom, og vil have stillet diagnosen på sygdommen.

Hvordan behandles hypokondri?

Ved primær hypokondri er behandlingsmålet at give patienten indsigt i tilstanden samt at øve patientens evne til at mestre tilstanden. Ved sekundær hypokondri er behandlingsmålet at behandle grundsygdommen.

Man kan vælge mellem samtaleterapi, behandling med medicin eller en kombination af disse. De vigtigste leveregler ved hypokondri er oftest relateret til døden, evnen til at leve med usikkerhed og kunne tage beslutninger, selv hvis man er i tvivl, synet på fortiden, nutiden og fremtiden, synet på sig selv, samt holdningen til angst.

Psykoterapi

Både adfærdsterapi og kognitiv terapi ser ud til at være effektive. Patienterne som fik kognitiv terapi havde lavere sygdomsangst, men ellers var det ingen forskel på behandlingsgrupperne.

Medicinsk behandling

Hvis hypokondrien er sekundær til depression, er der god dokumentation for at medicin eller elektrochok behandling (ECT) har god effekt. Forskellige typer antidepressiv medicin har været brugt.

Lægen vil forsøge med såkaldt antipsykotiske midler, når hun har mistanke om underliggende psykose. Det findes få studier over effekten af medicin ved primær hypokondri. Studier har vist, at såkaldte tricykliske antidepressiva ikke er effektive.

  • Behandling i praksis
  • Opbygning af alliance

Patienten er i udgangspunktet optaget af andre ting end lægen. Patienten vil vide, hvad han fejler. Det er derfor nødvendigt for lægen at bruge tid og omtanke på at bygge en fælles platform og alliance. Patienten har ofte behov for at få bekræftet, at symptomerne er reelle, og at de ikke sidder i hovedet.

Lægen skal acceptere alle symptombeskrivelserne, men ikke nødvendigvis alle tolkninger. At behandle patienten med respekt, varme og medfølelse er vigtig i alle læge-patient-relationer, og helt afgørende ved hypokondri. At forklare patienten at vedkommende skal ændre tankerne om generne kan i sig selv virke allianceskabende og styrke samarbejdet.

Patienten ønsker mere udredning og flere undersøgelser. Dette er en stor udfordring for lægen. Hvornår er patienten undersøgt og udredt nok? Det findes flere faktorer, som kan motivere læger til at fortsætte med undersøgelser og udredning i jagten efter en fysisk lidelse. Det er meget beklageligt, hvis en alvorlig fysisk lidelse ikke bliver opdaget. Ekstra uheldigt er det, hvis diagnosen hypokondri skulle vise sig at skjule kræft eller en anden alvorlig, mulig helbredelig legemlig sygdom. På den anden side er det også uheldigt at overse en psykiatrisk lidelse, eller at mistolke angstsymptomer som tegn på fysisk lidelse.

Hvem kan behandle patienter med hypokondri? Øget sygdomsangst er et almindeligt fænomen, så alle læger kender til lidelsen. I mange tilfælde vil relativt enkle afklaringer kunne have stor betydning. Nogle gange er en samtale hos egen praktiserende læge nok. I andre tilfælde er problemerne mere sammensatte og komplicerede. Det kan kræve flere konsultationer, evt. henvisning til specialist i psykiatri eller psykolog.

Symptomtolkning

I behandlingen er det ofte afgørende at finde frem til patientens tanker om sin bekymring for kroppen, som er selve motoren i angstudløsningen. Et typisk tema ved hypokondri er tolkning af fysiske symptomer. Mange patienter med hypokondri har kun to kategorier at vælge mellem, nemlig "forklarlig bagatel" eller "alvorligt symptom". Hvis man har så få muligheder, bliver man let offer for øget sygdomsangst. Det er da vigtigt, at patienten tager et nyt standpunkt, baseret på at fysiske symptomer faktisk er meget almindeligt i befolkningen. Ofte finder man ingen god forklaring, og symptomet kan da placeres i kategorien "uforklarlig bagatel". Mange symptomer skal "ses an", så man kan se, hvordan det udvikler sig.

Parallelt med at patienten skal bearbejde sin tænkning omkring symptomerne, skal patienten øve sig på at ændre adfærd, dvs. begynde at opføre sig i overensstemmelse med de nye holdninger eller leveregler. Det er en god regel i livet at lade bagateller være bagateller. Det er ikke nok hver gang patienten kommer med et nyt symptom at undersøge, udrede, berolige, at bede ham om at tage sig sammen eller holde op med at være så angst. Patienten skal have konkret hjælp til ændring. Det er vigtigt at understrege den træningsmulighed, som ligger i at få nye symptomer eller tilbagefald. Dette er ikke noget, man skal være bange for. Det er en chance til at finde ud af, hvor man fortsat hænger fast, hvilke holdninger man endnu ikke har ændret - eller slet og ret en god træningsmulighed.

En anden pointe vedrørende symptomtolkning er forskellen på at gå fra en specifik sygdom til et symptom, og at tolke et uspecifikt symptom som tegn på en bestemt sygdom. Går man fra blodprop i hjertet til brystsmerter, så er der en klar sammenhæng mellem disse. Over 80 % af de patienter som får en blodprop i hjertet, oplever smerter. Går man imidlertid modsatte vej, er billedet helt anderledes. Kun en lille del af dem som har brystsmerter, har blodprop i hjertet. Det kan lige så ofte dreje sig om muskelsmerter, irritation i spiserøret, skade, angst osv. Hvis man katastrofetænker og vælger den farligste tolkning, vil man næsten altid tage fejl. Man vælger da den mindst sandsynlige tolkning, og man vil få mange unyttige og unødvendige angstreaktioner.

At leve med usikkerhed

Drivkraften i en hypokondrisk tilstand kan være et stærkt ønske om ikke at dø nu eller problemer med at tåle usikkerhed. Dette kan føre til, at det bliver vanskeligt at vente på en afklaring. Patienten skal vide med det samme, om symptomet er farligt eller ikke, og spørger lægen: "Hvad kan dette være?" Siden uspecifikke symptomer i værste fald, men sjældent, kan være begyndelsen på noget alvorligt, vil de fleste ikke blive beroliget af de ærlige svar, de får af lægen. I stedet for at spørge lægen, hvad dette i værste fald kan være, kan det være bedre at spørge, hvad dette sandsynligvis er. Det er uhensigtsmæssigt at gøre undtagelsen til hovedregel.

Hvis nogen mener, at de ikke tåler usikkerhed på områder, som er særligt vigtige for dem, f.eks. sundhed, så siger de egentligt, at de ikke tåler at være her i vores usikre verden. Dette er et synspunkt, som det er taknemligt for lægen at drøfte med patienterne, og heldigvis er det muligt at opøve evnen til at tage beslutninger, selv om man er i tvivl. Enkelte mennesker har problemer med at affinde sig med grundlæggende forhold knyttet til menneskelivet, f.eks. døden, livets uretfærdighed, etc. Afhængigt af hvilke problemområder eller temaer som kommer frem, vil dette blive genstand for drøftelse af holdninger, holdningsændringer og ny adfærd.

Forløb og prognose

Hypokondri illustrerer den erfaring mange har gjort, nemlig, at det ikke altid er de ægte, virkelige problemer vi møder, som gør livet specielt vanskeligt for os, men de tænkte. Katastrofetænkning fører til, at vi bruger meget energi og nattesøvn til at forberede os på tænkte problemer, som måske aldrig kommer. Tænkte problemer kan vi, i modsætning til de ægte, slippe. Den angst de udløser, er både udmattende og unyttig, fordi den ikke kan bruges til aktiv problemløsning.

Hypokondri rejser mange principielle vigtige spørgsmål - om liv og død, sundhed og sygdom og betydningen af at kunne tage beslutninger i en usikker verden.

Fra at være en diagnose med få behandlingsmuligheder og dyster prognose er hypokondri blevet en tilstand, som omfattes af betydelig interesse og som har god prognose.

Kilde: Sundhed.dk

Anonym rådgivning