Lørdag, 24 februar, 2018
 

Alternativ behandling er populært til afvænning

Alternativ behandling er mere populært på rehabiliterings- og rusmiddelinstitutioner end på sygehusene i Danmark, viser et dansk-norsk forskningsprojekt.

Alternativ behandling tilbydes på 61,6 % af rusmiddelinstitutionerne og 37,5 % af rehabiliteringsinstitutionerne. Til sammenligning tilbydes alternativ behandling på 31,5 % af sygehusene. 21 forskellige alternative behandlingsformer er i brug på danske rehabiliterings- og rusmiddelinstitutioner.

Ifølge ph.d. studerende Lasse Skovgaard kan den hyppige brug af alternativ behandling blandt andet skyldes patienternes ønske om selv at deltage aktivt i deres behandlingsforløb.

"Forskning viser, at mange kronisk syge mennesker benytter alternativ behandling, fordi de oplever, at de derved selv kan gøre noget aktivt ved deres situation og dermed f.eks. ved de følelser af afmagt, som kan følge med det at være kronisk syg. Nogle patienter oplever gennem alternativ behandling at få brugbare værktøjer til at mestre hverdagen", uddyber han.

Alternativ behandling på rusmiddelinstitutioner

Alternativ behandling er særligt populært på rusmiddelinstitutionerne.

"Vores undersøgelse viser, at alternativ behandling bruges hyppigere på rusmiddelinstitutioner end på rehabiliteringsinstitutioner. Den primære årsag til brug af alternativ behandling angives til at være inspiration fra andre institutioner og institutionernes egne erfaringer for god effekt. Der er altså noget, der tyder på, at inddragelsen af alternativ behandling i det samlede behandlingstilbud i høj grad er erfaringsbaseret", siger Lasse Skovgaard.

Nogle alternative behandlingsformer er endda så rodfæstede i behandlingen af misbrugere, at de ikke længere forstås som alternative.

"En del af forklaringen på, at alternativ behandling er så populært på rusmiddelinstitutionerne, er brugen af NADA akupunktur, som er en særlig øreakupunktur udviklet til behandling af misbrugere. En del behandlere opfatter NADA akupunktur som en etableret behandlingsform på grund af dens udbredelse og brede anerkendelse inden for misbrugsbehandling", siger Lasse Skovgaard. 

Kilde: Videns- og forskningscenter for alternativ behandling

 

Anonym rådgivning