Lørdag, 24 februar, 2018
 

Alkoholpromille

Når blodprøver analyseres for etanol (alkohol), kommer måleresultatet ud som en promilleværdi. 1 promille er det samme som 1 gram alkohol per kilo blod. I denne sammenhæng regner vi, at 1 liter blod vejer 1 kg.

Hvad er en alkoholpromille?

Mænd tåler mere alkohol end kvinder

Hvis en mand og en kvinde drikker samme mængde alkohol, vil kvinden som oftest få en højere promille. Dette gælder som regel, selv om manden og kvinden vejer det samme. Årsagen er bl.a. følgende:

Alkohol opløses i vand og fordeler sig derfor i vandholdigt kropsvæv som blandt andet muskelvæv. Mandens krop har højere andel af vand end kvindens krop, fordi mænd som regel har større muskelmasse. Alkoholen fordeler sig i 50 - 70 procent af kropsvægten hos kvinder. Fordelingen hos mænd er oftest 60 - 80 procent.
I mavesækken er der enzymer, som nedbryder alkohol. Mængden af enzymer kan variere fra person til person. Generelt ser det ud til, at mænd har større enzymaktivitet end kvinder. Når man drikker meget og/eller drikker på tom mave, har nedbrydningen i mavesækken lille betydning. Ved større måltider nedbrydes derimod op til ca. 30 procent af alkoholen i mavesækken. Dermed vil en vis del af den indtagede alkoholmængde aldrig komme over i blodet.

Sådan beregnes alkoholpromillen

I gennemsnit vil alkoholen fordele sig i 60 procent af kropsvægten hos kvinder og i 70 procent af kropsvægten hos mænd. Som en hovedregel regner man med, at alkoholen forbrændes med 0,15 promille per time (0,10 - 0,25). For omtrentlig beregning af promille efter alkoholindtagelse bruger man denne formel:

For kvinder:

Alkohol i gram / (kropsvægten i kg x 60 %) - (0,15 x timer fra drikkestart) = promille

For mænd:

Alkohol i gram / (kropsvægten i kg x 70 %) - (0,15 x timer fra drikkestart) = promille

Du finder oversigt over forskellige drikkevarers indhold af alkohol i gram i artiklen fakta om alkohol

Formlen vil kun give et groft svar. Den kan kun bruges for omtrentlig beregning af alkoholkoncentrationen i blodet, når der er gået mindst en time efter sidste indtagelse af alkohol.

Eksempel 1:

En mand på 80 kg drikker fem øl (svarende til fem genstande alkohol à 12 gram) på tom mave. Han indtager i alt 12 x 5 = 60 g alkohol. Beregningen bliver således:
Han fordeler alkoholen i 80 kg x 70% = 56 kg af kropsvægten.
Alkoholkoncentrationen i blodet bliver da: 60 g/56 kg = 1,07 g/kg = 1,07 promille.

Det tager lidt tid før al alkoholen, som er drukket, kommer over i blodet. Det har bl.a. betydning, om han spiser samtidig, og hvor meget. Forbrændingen starter, når alkoholen begynder at komme over i blodet. I gennemsnit forbrændes 0,15 promille per time. I eksempel 1 spiser manden ikke mad samtidigt. Alkoholpromillen 1 time efter alkoholindtag bliver:
(1,07 - 0,15 promille) = 0,92 promille
Alkoholpromillen efter fem timer bliver: (1,07 - (0,15 x 5) promille) = 0,32 promille.

Eksempel 2:

Den samme mand på 80 kg drikker samme mængde alkohol som beskrevet, men fordeler indtagelsen over fire timer. Koncentrationen i blodet efter fem timer kan blive den samme som ovenfor, 0,32 promille. men han undgår den højere 1.07 promille efter en time.

Stabil alkoholpromille

Beregningen ovenfor kan også bruges til at finde ud af, hvor meget du kan drikke uden at øge alkoholkoncentrationen i blodet. Hvis du drikker mere end det, som giver 0,15 promille per time, vil promillen øges. En person på 90 kg med 67 kg kropsvand kan indtage 10 gram alkohol per time, uden at promillen øges, fordi 10/67 = 0,15 promille. I praksis indebærer dette, at for eksempel lidt mindre end en pilsnerøl per time vil holde alkoholkoncentrationen stabil.

Undgå bilkørsel dagen efter høj promille

Hvis man skal være sikker på, at alkoholkoncentrationen i blodet er under 0,5 promille næste dag, kan man ikke bruge den omtrentlige beregningsmåde som er beskrevet ovenfor. Man skal tillægge sikkerhedsmarginer og skal dermed bruge både minimumsværdi for kropsvand og minimumsværdi for forbrændingshastighed. Laveste andel kropsvand er 50 procent af kropsvægten for kvinder og 60 procent for mænd. Laveste forbrændingshastighed er 0,10 promille per time.

Her er to regnestykker som siger noget om, hvad som er sikkert at drikke, hvis du drikker alkohol om aftenen og skal køre bil morgenen efter. Der er regnet med 14 volumenprocent alkohol i vin og 4,7 i øl.

Eksempel 1:

En relativt lille kvinde bør drikke mindre end tre almindelige flasker øl i tidsrummet kl 20 - 24, hvis hun skal køre bil næste dag lidt efter kl 08.00.

Beregningen bliver således:
En kvinde på 60 kg drikker tre flasker øl (svarende til 36 g alkohol). Alkoholen fordeler sig i 50 procent af kropsvægten, dvs. i 30 kg. Hun får da maksimalt 1,20 promille i blodet, fordi 36 g/30 kg = 1,20 g/kg = 1,20 promille.

Når vi bruger mindste forbrændingshastighed på 0,10 promille/time, vil promillen falde med tilsammen 1,2 promille i løbet af 12 timer (fra kl. 20 til kl. 08). Under de nævnte forudsætninger får hun ingen (=0) næste morgen kl 08.00.

Eksempel 2:

En mand på 96 kg bør ikke drikke mere end ¾ flaske vin i tidsrummet kl 20-24. hvis han skal køre bil næste dag lidt efter kl. 07.30.

Beregningen bliver således:
En mand på 96 kg drikker ¾ flaske vin, som svarer til 78 gram alkohol. Alkoholen fordeler sig i 60 procent af kropsvægten, dvs. i 57,6 kg. Han kan få 1,35 promille, fordi 78 g/57,6 kg = 1,35 promille. Når alkoholen forbrænder med 0,10 promille per time fra kl 20, vil han maksimalt have en promille på 0,20 næste morgen kl. 07.30 (1,35 promille (0,10 x 11,5timer) = 0,20 promille).

En letøl kan give alkoholpromille

En kvinde på 58 kg kan opnå 0,2 promille. hvis hun drikker en flaske letøl (0,33 l).
En mand på 70 kg kan få 0,2 promille ved at drikke en halv liter letøl (0,5 l).

Prøv selv beregningerne. Den maksimalt opnåelige promille ændres noget, hvis man varierer mængden af vand i kroppen.

Kilde: Sundhed.dk

Anonym rådgivning